Parti du discours | verbe |
---|---|
Prononciation | /ɪndyˈserə(n)/ |
Césure | in·du·ce·ren |
Indicatif | |
---|---|
Présent | Passé |
(ik) induceer | (ik) induceerde |
(jij) induceert | (jij) induceerde |
(hij) induceert | (hij) induceerde |
(wij) induceren | (wij) induceerden |
(jullie) induceren | (jullie) induceerden |
(gij) induceert | (gij) induceerdet |
(zij) induceren | (zij) induceerden |
Subjonctif | |
Présent | Passé |
(dat ik) inducere | (dat ik) induceerde |
(dat jij) inducere | (dat jij) induceerde |
(dat hij) inducere | (dat hij) induceerde |
(dat wij) induceren | (dat wij) induceerden |
(dat jullie) induceren | (dat jullie) induceerden |
(dat gij) induceret | (dat gij) induceerdet |
(dat zij) induceren | (dat zij) induceerden |
Impératif | |
Singulier/Pluriel | Pluriel |
induceer | induceert |
Participes | |
Participe présent | Participe passé |
inducerend, inducerende | (hebben) geïnduceerd |
allemand | induzieren |
---|---|
anglais | induce |
catalan | induir |
espagnol | inducir |
espéranto | indukti |
finnois | johtaa |